Maxime Magnon · Corbières

Corbières er et tørt og forblæst sted i det sydlige Frankrig mellem Carcassone og Narbonne med både Middelhavet og Pyrenæerne inden for rækkevidde. Corbières er Langeudocs største appellation, og vinene er kendt som rustikke, billige og ukomplicerede. Hvordan rimer en af de saftigste tørstslukkere inden for fransk rødvin så på Corbières? Jo, man tager en ambitiøs vinbonde, der har lært sit håndværk hos stjerner i Champagne og Bourgogne, og som har vin nature-folkets beaujolaisdarling – l’Avion – som ledestjerne, og kombinerer ham med den venlige frugt fra syden med en kølig elegance og en forfriskende mineralitet. Voilà! En stjerne er født: Maxime Magnon. Maxime er topmoderne naturvinsbonde, der både bruger køer og får i vinmarken, køl i kælderen og kommunikerer med signalflag (på torsdage i tiltagende måne i ulige uger, undtaget skudår).