Carole & Julien Altaber · Domaine Sextant & Domaine Derain, Saint-Aubin

Juliens historie er på mange måder et rigtig eventyr fra vinland. Han er vokset op i det sydlige Bourgogne, men kommer oprindeligt fra Auvergne og har altid drømt om at blive landmand, simpelthen. Det er imidlertid ikke noget synderligt romantisk erhverv i Frankrig, rent økonomisk i hvert fald, og da han som 16-årig er med til sin første høst med tilhørende vinif, er han solgt. Fra et par domæner i Beuajolais og Mâconnais over en stor négoce i Beaune lander han i 2002 hos Dominique Derain i Saint-Aubin og genfinder her den lidenskab, glæde og generositet, som han har gået og drømt om, siden han som knægt tumlede rundt blandt køer og kære på skråningerne i Auvergne. I 2007 overtaler Dominique ham til at købe sin første parcel, og siden er det gået slag i slag. I starten lånte han Dominiques kælder samt udstyr, men efterhånden som han fik købt sig til mere jord, fandt han også egne kælderfaciliteter 50 meter oppe ad gaden, og fra 2017 har han og Carole, som oprindeligt blot styrede Dominiques kontor med rimelig hård hånd, men som nu også deler ægteseng med selv samme Julien, simpelthen overtaget selveste Domaine Derain og råder dermed over to domæner, Juliens oprindelige domæne ved navn Sextant og Dominiques Domaine Derain.

Indtil videre fortsætter de som to adskilte domæner, og vinene har da også fortsat hver deres fingeraftryk. Sextant er en blanding af egne marker og købte druer, og Julien er ikke bange for at kaste sig ud i forskellige forsøg. Han navigerer med en selvsikkerhed, og ærlig talt er vinene kun blevet bedre, mere levende og fremstår med lige dele selvsikkerhed og elegance, efter at han og Carole har slået pjalterne sammen. Et eventyr af de lykkeligere, også for os andre.