Jean & Agnès Foillard · Villié-Morgon

Jean Foillard er vel efterhånden nærmest en form for Beaujolais-ikon. Beaujolais starter og slutter her, hvis man skal sige det sådan lidt arrogant. Jean overtog roret efter sin far i 1980, og derfra gik det støt fremad og tog for alvor fart, da den svovlfri kvartet anført af Marcel Lapierre trådte i karakter. Jeans bundniveau er tårnhøjt, og vinene skuffer aldrig. Han har 35 hektar, stort set det hele i appellation Morgon og så en enkelt i Fleurie. Det er næsten kun stokke med en vis alder, nogle så gamle som 80, 90 og 100 år; det er på markerne Côte du Py og Corcelette, og de ældste stokke, dem på 100, er dem, der ryger i Cuvée 3.14. De fleste af hans vine ligger på gamle egetræsfade og vinificeres uden svovl. Alex er næste generation og allerede tyvstartet lidt. Her er ingen grund til bekymring…

Det burde næsten være lovpligtigt for enhver (u)seriøs vindrikker altid at have en kasse Côte du Py liggende i kælderen!