Ni biodynamisk dyrkede hektar, som dækker de fleste, diverse og de værste Alsace-sorter, herunder både muscat og gewürz, gudskelov dog i mindre målestok. Pinot blanc, gris & noir, riesling og sylvaner, nogle sammen og de fleste også hver for sig i mere eller mindre macererede udgaver og altid uden svovl. Patrick overtog i 1984 efter sin far, som har lagt navn til huset, og aldrig er han holdt op med at søge, undersøge og afsøge nye og bedre muligheder for sine vine, for jorden, for himlen, for kroppen, for sjælen: Patrick er biodynamist helt ind i det inderste af sin sjæl og sine knogler. Han tilbringer vintermånederne bøjet over Steiners tekster om biodynamisk dyrkning og forsøger at sætte det i en brugbar kontekst et eller andet sted mellem vinstokke, klima og vinbonde.
Vi har arbejdet med Mireille & Patrick siden 2007, og ikke nogensinde har vi kedet os med hverken vinmager eller vin. I dag blander især to af døtrene, Emma & Louise, sig mere og mere i arbejdet, men Patrick holder sig lige i nærheden. Hver af de tre døtre lægger i øvrigt navn til hver deres cuvée: Fanny, Emma & LouLou.